Som så mange andre ting, starter det hele et meget mørkt og dunkelt sted, til lyden af en smadret guitar. Og kaninens sorte øjne, der stirrer op på mig fra pladens forside, gør mig ikke mere rolig. Alt i alt, kilder det alle de forkerte steder, da drengenes bud på et intronummer (Silence the Silent) går igang.

Artist: The Fewd

Album: Prey (EP)

Pris: 32,-

 

Nu, er måske et meget godt tidspunkt at slå fast, at Prey efterhånden ikke er en ny plade længere, men det betyder ikke at den fortjener mindre omtale. Den store nyhed, der ligger begravet her, er sådan set hverken at The Fewd har styr på lortet, eller at EP'en er kommet, men at den nu kan købes på Itunes, eller streames via diverse services (spotify, wimp etc.)

Prey er, som album, en kort tur ad lange stier, igennem en 90'er jungle af hård rock og metal, der får lytteren til at føle sig sat tilbage til Tool og Korn, blandt andre. Der er ikke meget lir over sangene, men det skal ikke ses som en dårlig ting. Det man får, når pladen bliver sat på, er præcis hvad man har bedt om, metal og hård rock - råt for usødet, og måske også derfor at kaninen på forsiden af pladen stadig er levende...

Meget mere kan der ikke siges, uden at det hele bliver en gentagelse, men det skal alligevel med, som en reminder til alle dem der har savnet 90'ernes smadrede rock, og til alle dem der endnu ikke har stiftet bekendtskab med The Fewd, og som en tak til drengene for at minde os om hvor fedt et album de egentlig fik stykket sammen.